Fanklubarbejde
Fanklubbens logo
Olsenbandenfancub Deutschland


Start Presse Aalborg Stiftstidende, 1975-12-07 (Ove Sprogøe)
Dansk Deutsch


::Aalborg Stiftstidende, 1975-12-07 (Ove Sprogøe)::
[tilbage til skuespiller: Ove Sprogøe]


(Med venlig tilladelse fra Nordjyske Medier.)
Jeg skulle selv have te, brød og brændsel med til undervisning

Ove Sprogøe var først bud hos en grønthandler, så blev han typograf og derefter kontormand. Først derefter begyndte han at læse til skuespiller hos Sigfred Johansen.

Af Claus J. Deden

“Jeg skulle betale tyve kroner om måneden og selv have te, brød og brændsel med, da jeg begyndte at læse til skuespiller hos den meget excentriske dame Conny Claire, om hvem man hviskede, at hun var en halvsøster til Betty Nansen. Hun var højst besynderlig. I mange år havde hun været skuespillerinde i Amerika. Stor og mægtig sad hun med et tæppe om sig i sin lænestol, mens jeg dansede rundt og agerede i en stank af kattepis fra hendes utallige husdyr.”

Sådan startede Ove “Egon” Sprogøe sin karriere, som i de sidste mange år har gjort ham til et folkeeje. Det var i 1939. Den 20-årige Sprogøe havde ladet hånt om sine forældres advarsler. Skuespiller ville han være.

“Jeg voksede op i Odense, hvor min far var typograf. Siden blev han faktor i København. Jeg forlod skolen efter realeksamen, var først lidt bud hos en grønthandler, siden i lære som typograf. Under det fik jeg en lille ansats med lungerne, uden at det nu var noget. Men mine forældre sagde: ‘Uha, så kan du ikke blive typograf.’

Det var dengang man troede, at støvet fra blyet var farligt for helbredet. Så kom jeg i kontorlære og blev uddannet som ganske almindelig, pæn kontormand. Da jeg startede hos den store Conny Claire, havde jeg job i Søminevæsnet på Holmen.

Det fiser lidt rundt deroppe
Kort efter besættelsen tog jeg mod til mig og gik over til Hohn Price, men da han så blev lærer på Det kongelige Teaters elevskole, gik jeg videre til Elith Foss, som førte mig op til det kongeliges elevprøve. Jeg dumpede.

Så lærte jeg hos den legendariske Sigfred Johansen, som hadede Det kongelige Teater som pesten. Han var en vidunderlig mand, datidens helt store film- og teaternavn. Jeg ringede til ham og fortalte, at jeg gerne ville læse hos ham… ‘Jaja unge mand, det kan være meget godt, men jeg læser nu ikke med elever. Jeg kan henvise Dem til Knud Heglund’.

‘Ved De hvad herr Johansen, jeg ringer da ikke til Dem for at komme til at læse hos Knud Heglund’, svarede jeg frækt. ‘Det var satans, nå nå nå, men kom så op, så vi kan snakke om det...’

Sigfred Johansen var meget syg på det tidspunkt og forsøgte at tage livet af sig ude i Hareskoven. Heldigvis blev han fundet i tide og kom efter en tid nogenlunde til hægterne. Han blev vist nok opereret i den periode. Men en dag ringede han til mig og sagde:

‘Det fiser lidt hurtigt rundt heroppe, men når den nu falder lidt til ro igen, vil jeg gerne læse videre med Dem, unge Sprogøe.’

Kristen Poulsgaard beder om autografer
Nogen tid efter førte han mig op til mit andet forsøg på det kongelige, men ak, det dumpede jeg igen ti. Sigfred Johansen blev morderlig sur og erklærede: ‘Nej, De skal sgu heller ikke på det kongelige. Det manglede kraftstejleme bare. Lad os dog prøve Privatteatrenes Elevskole.’

Den var netop åbnet af Maria Garland. Hans Egede Budtz, Sam Besekow og flere andre store navne. Og så - ja en dag mod slutningen af besættelsen var jeg uddannet og debuterede på Folketeatret.

Jeg blev skuespiller på en tid, hvor det at være kunstner stadig var noget hinsides alt - i hvert fald i skal vi sige almindelige mennesker øjne. Det var dengang de store kunstnere sad i deres elfenbenstårne og var utilnærmelige og ophøjede. Folk var nærmest bange for dem. I dag er denne indstilling heldigvis ændret til en mere afslappet og naturlig omgangsform mellem skuespillerne og publikum.

Forleden var jeg inde og læse op i “Huset”, og jeg må tilstå, at jeg havde en urolig fornemmelse i maven. Frygten for at man derinde ville sige: ‘Hvad vil du her, gå ad helvede til’, sad i mig, men da det først var i gang, var der dødsstille i rummet. Succesen var hjemme.

Det havde noget at gøre med denne her kulturkløft, som der tales så meget om, men som efter min mening slet ikke findes. Debatten kører skævt. Folk er ikke bange. Det er noget sludder. Se blot hvor mange mennesker, der kommer i teatrene.

Jo, det er sådan. Kristen Poulsgaard, der i tide og utide stiller sig op og skyder på kunsten, ja han står jo også inde i Tivolis Koncertsal og beder os alle sammen om vi dog ikke nok lige vil skrive vores autografer til hans børn - ellers får han klø af dem, når han kommer hjem.

Jeg sagde til ham: ‘Hva’søren, du kan da ikke stå der og bede om autografer - du som er så vred på kunstnerne...’”

Hvad tror De er årsagen til, at Olsen-banden, Huset på Christianshavn og UhaUha er blevet så fantastisk populære, som de er. Det er jo folkeeje, som ikke er set i umindelige tider?

“Det er niveauet. Lad os tage Olsen-bande-filmene. De er - og det er ikke for at prale, fordi jeg selv er med i dem - af en kvalitet, som ikke er lavet tidligere i dansk film på det folkelige felt. Kvaliteten i disse film er ganske enkelt et særsyn i dansk filmproduktion. Det er heller ikke for ingenting, at de går som varmt brød i biograferne og fjernsynet i en lang række østeuropæiske lande. I Østtyskland står folk i kø for at se Olsen-banden.

Dernede er vi blevet superstjerner. Vi oplever en filmstjernedyrkelse, som herhjemme ikke er set siden Asta Nielsens dage. Vi har fans i østlandene, som skriver bunkevis af breve til os. Jeg har fået breve med bare “Egon, Dänemark” på konvolutten. Og det skyldes kun een ting - nemlig den, at Erik Balling laver kvalitet af høj karat.”

Lad være med alt det presselort
Hvorfor deltager De aldrig i privatlivs-artikler i ugepressen - eller hvordan kan “Egon” holde sig fri af skærene?

“Det er også en kamp, men jeg gør det af hensyn til min familie. Det kan være forfærdeligt for ens kone og børn at se deres privatliv krænket ud i et billedblad, hvilken opskrift er den bedste, billederne med den lykkelige familie, hvor man aldrig skændes - ja hvad det nu er der skrives og som sluges af læserne.

Hvis man bliver ved at blævre ud med sit privatliv til ugebladene, så kan man til sidst ikke lave noget som helst på scenen, uden at publikum forbinder det med ens privatliv. I de første år var der en masse artikler om Ove Sprogøe og hans kone og deres tre små, kære drenge og alt det der, men en dag sagde Angelo Bruun til mig:

‘Lad være med alt det presselort. De vil jer det ikke godt. Hold jer fra det - alt det privateri. Det vender sig mod jer en dag.’

Det bed jeg mærke i, så derfor: jeg er gift, har holdt sølvbryllup, har i en snes år boet i et dejligt murermesterhus i Tømmerup på Amager. Vi har tre voksne drenge, som nu er fløjet af reden. Punktum. Tak."

Billedbeskrivelser:

stor billede:
Ove Sprogøe - som sig selv

små billede:
- og som chef i Olsen-Banden, hans til dato mest populære rolle.





Wir freuen uns über eure Kommentare. Eine Registrierung ist nicht notwendig (nur Namen, E-Mail-Adresse angeben und "Ich möchte lieber als Gast schreiben" anhaken). Ihr könnt euch auch mit Disqus, Facebook, Twitter oder Google einloggen.


Copyright © 2001-2019 by Paul Wenzel / www.olsenbande.com / Impressum / 2019-09-01