Start Presse Aalborg Stiftstidende, 1981-10-03 (Kirsten Walther)

(Med venlig tilladelse fra Nordjyske Medier.)

Yvonne og Karla er et overstået kapitel, siger Kirsten Walther. Kirsten Walther i Aalborg: Rollen går frem for pengene.

Af Lars ...?

“Du skal såmænd bare være dig selv, Tutte.”

Med den besked fra sin instruktør og læremester Edouard Mielche blev skuespilleren Kirsten Walther sendt på scenen, da hun første gang skulle prøve, om de skrå brædder kunne bære efter udstået elevtid.

“Jamen, det var jo ikke derfor, jeg ville være skuespiller. Det var for at prøve at være noget helt andet end mig selv. Men det var altså det råd, jeg fik”, fortæller Kirsten Walther.

Siden har hun haft muligheder nok for at være både sig selv og andre. Sig selv som husmor og familiemenneske hjemme i Holte. Andre - helt andre - på teater, i film og tv.

Især via film og tv har hun skaffet sig en varig plads i hukommelse og hjerte hos et stort publikum. Yvonne i Olsen-Banden, Karla i Huset på Christianshavn. Dem har vi taget til os. Selv om de kun er en bid af Kirsten Walther.

En bid, der har gjort hende folkekær, men ikke til folkeeje. Hun siger det ikke direkte, men man fornemmer, at hun også godt vil stå for andet end de udadvendte lystspil-typer. Og de seneste år har hun stået på de københavnske scener i et par store karakterroller, f.eks. Molly på Allé Scenen.

Balletten blev til en tur i skoven
I øjeblikket ta’r hun nordjyderne med til Hollywood på Aalborg Teater. Et af de lettere stykker ganske vist, men Kirsten Walthers spil i en af hovedrollerne som pigen May Daniels har fået anmelderne til at sende milde briser af venlighed ud i avisspalterne.

“Og “Ta’ med til Hollywood” er da et festligt stykke. Daniel Bohr sendte manuskriptet til mig for et års tid siden. Da jeg havde læst det en gang, sagde jeg til mig selv: Den rolle vil du gerne spille.

Musical er ellers ikke min stærke side”, siger Kirsten Walther. “Det var jo dårligt nok kommet til Danmark, da jeg var elev. Vi havde nogle ballettimer på elevskolen hos Frank Schaufuss. Men de lå altid om lørdagen. Jeg gik på elevskolen sammen med min mand, Palle Wolfsberg, og han sagde som regel: ‘Du, skal vi ikke hellere tage i skoven’. Så dansen blev lidt forsømt.”

Dans eller ej. Så kom Kirsten Walther gennem Privatteatrenes elevskole. På fredag 9. oktober er det 25 år siden, hun første gang kikkede fra scenen ud på publikum som uddannet skuespiller. Det var på Folketeatret i Dorothy Parkers lystspil “Kvinde på hotel” sammen med Beatrice Bonnesen.

Jubilæet fejres af teaterchef Daniel Bohr og kollegerne på Aalborg Teater.

“Og det er da smukt af dem, at de vil holde en fest i den anledning. Det er dejligt, når folk har lyst til at gøre noget festligt ud af tilværelsen. Men jeg synes også, vi har et ualmindeligt godt kammeratskab på Aalborg Teater. Der er behagelige forhold og et fint ensemble at arbejde i. For mig har det været meget inspirerende at komme til et nyt teater og møde nye mennesker.

Egentlig er det sjovt så hurtigt, man indretter sig på nye forhold. Nu har jeg været fem uger væk fra København, og jeg begynder at føle, at dette virkelig er hovedlandet. Alle problemerne i København er langt borte. - Og Barsebäck er langt borte.”

Vælger efter lyst - ikke efter penge
Det var tilbuddet om den rigtige rolle, der fik Kirsten Walther til at ta’ til Aalborg på gæstespil. Hun indrømmer, at hun er meget kritisk med rollerne.

“Jeg kunne aldrig drømme om at gå til en rolle, jeg ikke havde lyst til at spille. Man skal være indstillet på at arbejde med figuren, ellers går det ikke. Hvis jeg kan vælge mellem flere ting, tager jeg den, som lyder mest interessant. Ikke nødvendigvis den, der giver flest penge. Hvis man kun skulle tænke på at skrabe penge sammen, var der jo ikke meget ved det.

Jeg synes, det er interessant at prøve forskellige muligheder på teatret. Derfor er jeg også så glad for, at instruktørerne har set, at jeg kan begå mig i et bredere repertoire. Derved vænnes folk også til, at jeg ikke sidder i en bås.”

- Hænger Yvonne og Karla Dem langt ud af halsen?
Kirsten Walther tøver lidt.

“Tja. Man bruger så mange kræfter på den slags roller. Det er morsomt at prøve flere ting inden for sit fag. Men det er jo et overstået kapitel. Huset på Christianshavn er færdigt. Det var sjovt, da det stod på, men jeg savner det ikke. Olsen-Banden slutter også nu med to film. Jeg tror Erik Balling selv har lyst til at prøve noget andet.

Når vi spiller de roller, er det jo ikke naturalisme. Det er en helt speciel spillestil. Som underholdning er Olsen-Banden, hvad skal jeg sige, gennemarbejdet, i orden, helt professionel. Der er ingen tilfældigheder.”

Måtte skubbes ind på teaterscenen
“Men i den sammenhæng er noget af det sjoveste, jeg har været med til, Hov-Hov udsendelserne i tv. Det var hårdt, fordi de sidste indslag blev lavet samme lørdag, som de blev udsendt. Dengang havde jeg et stort overskud. Eller rettere, jeg turde klare det.

Det med at turde har det ellers knebet med. På elevskolen skulle vi altid dublere de store roller for at prøve det også. En gang oplevede jeg at komme til at dublere Bodil Kjer på Det Nye Teater i “Toreadorvalsen”. Det var meget spændende, men jeg turde næsten ikke. Min lærer, Sam Besekow, stod i kulissen og bogstavelig talt skubbede mig ind på scenen til Morgens Wieth.”

Senere turde Kirsten Walther godt. Hun har været gennem en stribe roller, først og fremmest på de københavnske teatre. I manges øjne er et af højdepunkterne “Den grønne elevator”, hvor hun spillede sammen med Jørgen Ryg. Først på ABC Teatret og senere på turne.

“Det er noget af det skægeste, jeg har oplevet som skuespiller. Vi havde nogle forrygende aftener. Jørgen var pragtfuld at arbejde sammen med. Det er en underlig fornemmelse, at han, Dirch Passer og Preben Kaas, som jeg alle har haft et godt samarbejde med, nu er borte.

Holder balancen i job og privatliv
Når Kirsten Walther forlader Aalborg, skal hun til Folketeatret for at spille “De lystige koner i Windsor” sammen med Erik Paaske. Fem monologer i tv-udsendelser Hopla er der også tilbud om. Ellers fastholder Kirsten Walther, at der skal være tid til privatlivet sammen med ægtemanden, instruktøren Palle Wolfsberg, og parrets 17-årige søn.

“Jeg forsøger at holde en vis balance. Man er nødt til at have tid til andet end teatret. I privatlivet har jeg perioder, hvor jeg ikke viser mig nogen steder, men bare slapper af. Til andre tider arbejder jeg så koncentreret.

Undertiden forstår jeg slet ikke, at jeg har tid til at passe mit arbejde. En husmors job skal man jo ikke kimse ad. Der er rigeligt at se til. Det kan være svært at forene hjemmelivet og arbejdet som skuespiller, må jeg indrømme. I perioder kommer man sent i seng. Så er det svært at komme i gang om morgenen.

Jeg kan huske en tidlig morgen, jeg stod på Nordisk Film til en optagelse. Træt som jeg var sagde jeg: ‘Nej, jeg bliver altså ikke mig selv, før klokken 10’. Hvortil Erik Balling svarede: ‘De skal jo heller ikke være Dem selv’.”