Start Presse Aalborg Stiftstidende, 1997-10-26 (Poul Bundgaard)

(Med venlig tilladelse fra Nordjyske Medier.)

Poul Bundgaard runder de 75 samtidig med, at han fejrer 50 års jubilæum. Brugskommissen fra Hellerup ser frem til at indspille den 14. Olsen Banden-film, hvor han er enkemand Kjeld.

Af Henrik Hermann

“Hvis ikke jeg skulle være glad for livet, hvem skulle så? Jeg kender ikke nogen, der har haft så dejligt et liv som mig!” Poul Bundgaard læner sig frem fra den dybe sofa i den pragtfulde stue i villaen i Charlottenlund.

Flygelet står blankpoleret på parketgulvet, og stuen bugner af smukke møbler, malerier, nips og vaser i mange størrelser. I indkørslen holder den store BMW, Bundgaards Motor Wagen, som husherren kalder den.

Det er snart 75 år siden, Poul Bundgaard debuterede. I en film med Fy og Bi - Fyrtårnet og Bivognen alias Carl Schenstrøm og Harald Madsen. Filmen hed Professor Petersens Plejebørn.

“De skulle bruge et lille barn, og det blev altså mig. Jeg var kun fire måneder”, griner Poul Bundgaard, der ofte har set filmen med sig selv i rollen som babystatist.

Efterhånden er det 13 Olsen Banden-film og 70 kilo siden, operasangeren og skuespilleren Poul Bundgaard har været i så godt humør som nu. Han glæder sig til at blive fejret i anledning af flere runde dage, og han ser frem til at lave mindst én film til i sit liv.

Officielt har han 50-års jubilæum som “rigtig” skuespiller i denne måned, og mandag fylder Poul Bundgaard 75.

Han har flere gange krydset klinger med manden med leen, men som han sidder der i sofaen og smiler udstråler han ægte livsmod og livsglæde.

Han ser kærligt på fru Kirsten, der med en glorværdig karriere - næsten 30 år - som kongelig solodanser springer ind fra køkkenet med Poul Bundgaards yndlingsdrik: Et ypperligt produkt leveret fra det, han kalder de skotske malkekøer.

Tre tynde, tak
“Nej, nej. Det kan mine nerver ikke klare. Den er altså for tynd. Hæld mere whisky i dit glas”, siger Poul Bundgaard. Han ville egentlig helst have et marcipanbrød, men efter 25 år med en stadig mere alvorlig sukkersyge er han begyndt at holde igen med de søde sager.

Men lægen har givet ham lov til at snuppe en lille én i ny og næ sammen med et godt måltid. “Poul Reichhardt skulle altid have en stærk whisky. Jeg tager hellere tre tynde. Så holder jeg længere, griner livsnyderen og yderen Poul Bundgaard med et glimt i øjet.

Men han var 40 år inden han begyndte at drikke whisky og andre ædle dråber. Stemmen kunne hverken klare øl, vin eller whisky i større mængder.

“Men så snuppede jeg et stykke wienerbrød, og jeg har jo ikke holdt mig tilbage. Min kampvægt var over 135 kilo. Nu vejer jeg 75”, siger Poul Bundgaard. Den flødeskumskage-spisende, nervøse Kjeld fra Olsen-banden er blevet en slank ældre herre, og det har han det godt med.

Jeg troede, jeg skulle dø
De tre børn og de seks børnebørn fylder næsten alt i Poul og Kirsten Bundgaards liv. Sygdommen kommer vi ikke uden om, og han læser gerne op af journalen. Han får mange breve fra danskere, der vil vide, hvordan han lever videre med så stor vitalitet trods alvorlig sygdom.

“Jeg var ved at dø for nogle år siden, men lægen sagde heldigvis ikke til mig, at jeg var ved at dø, da jeg lå på hospitalet efter fire blodpropper, en i hjertet, en i benet, to i lungerne”, siger Poul Bundgaard, der har gennemgået to bypassoperationer.

“Havde lægen sagt det, så havde jeg ikke siddet her i dag, det er helt sikkert. Lyv, lyv, lyv, siger jeg. For jeg havde det egentlig godt nok. Jeg vidste jo ikke, at min kone og børn stod og græd ude på toilettet. De smilede til mig, da de kom ud”, siger Poul Bundgaard.

Efter den alvorlige sygdom var han humørmæssigt helt nede i kulkælderen og sagde at han formentlig havde lavet sin sidste film. Nu ser han anderledes positivt på fremtiden.

Sidste Olsen-Banden
“Jeg håber at få lov til at være med i den sidste Olsen-Banden film. Men den skal først optages til foråret. Alt er ellers parat. Balling og Bahs har været i Paris for at skrive. Og manuskriptet? Altså officielt har jeg ikke læst det, men det er meget, meget morsomt. Det hidtil bedste”, griner Poul Bundgaard.

Han rejste sig fra kørestolen fire dage efter han kom ud fra hospitalet og indspillede den meget roste reklamefilm med de to andre bandemedlemmer.

Olsen-Banden mødes ofte og lægger planer. Alderspræsident er Ove Sprogøe med sine 76 skyggefulde somre, mens Morten Grunwald med sine bare 62 år nærmest betragtes som en ungdomskriminel knægt.

“Vi har det rigtig sjovt, og så får vi et enkelt stykke mad sammen. Altså et stykke hvert kvarter”, griner Poul Bundgaard.

I den kommende film skal han i sagens natur spille enkemand, da Kirsten Walther, som spillede hans hustru Yvonne i serien, døde for et par år siden.

“Hun var en fantastisk pige”, siger Poul Bundgaard. Han bliver lidt fjern i blikket.

“Når man som jeg bliver ældre, bliver man nogle gange lidt mærkelig. Jeg har gjort op, hvor mange nære venner og gode bekendte, jeg har mistet. Jeg troede det var en halv snes stykker, men der er alt, alt for mange, der er gået herfra i alt for god tid”, siger han. Den første i rækken på 136 afdøde venner og bekendte, han nævner, er vennen Dirch Passer. De to spillede i fire år sammen i Cirkus-revyen.

Det var endnu en afdød ven, Preben Kaas, som lokkede Poul Bundgaard fra Det Kongelige Teater ud i Cirkusrevyen. Han var ikke tilbøjelig til at forlade teatret, hvor han havde fået sin hidtil bedste rolle.

“Det var den rolle, hvor jeg mødte Kirsten. Tænk at hun har holdt mig ud i 35 år”, siger han. Preben Kaas kom med et tilbud, som Poul Bundgaard ikke kunne afslå. Et beløb, der svarede til fire års gage på Det Kongelige Teater.

“Penge er ikke alt, men de er rare at betale med, tænkte jeg. I dag er jeg glad for at jeg gjorde det. De fire år sammen med Dirch Passer har været mine bedste på scenen. Vi havde det fuldstændig vidunderligt. Vi grinede af de samme ting”, siger han.

Dirch tog fusen på mig
“Vi må have en enkelt anekdote fra de glade dage på Bakken.”

Poul Bundgaard har altid pligtskyldigt mødt til sine roller før tiden.

“En aften kom jeg som sædvanligt fem minutter, før jeg skulle på scenen. Tilfældigt havde jeg et dejligt stykke wienerbrød i hånden. Det så Dirch. Han gik hen og så på mig, og så hviskede han til mig: ‘Spiser man, når man ser på kunst?’”

Det hørte Preben Kaas. Næste aften havde Kaas sørget for at der stod et stort bord med champagner og en tjener, der serverede flæskesteg for Poul Bundgaard, før han skulle på scenen.

“Da Dirch kom ind og så mig, skreg han af grin. Han elskede at se sådan noget. Der skulle ske ting og sager, men han tog en frygtelig hævn.”

Poul Bundgaard skulle fremføre en vise, der hed Per Hikkerup. Han lignede ministeren til forveksling, men teksten var meget svær at huske.

“Da jeg var kommet på scenen en aften, så jeg ned mod sufflørkassen. Dirch Passer sad der med paryk, luciakrans og fire tændte lys. Jeg siger dig, at det var frygteligt, for jeg har så let ved at grine. Dirch var syg af lykke. Det hele var timet fra hans side. Jeg prøvede at komme i gang, men han sagde højt, så alle kunne høre det: ‘Det står der ikke.’ Folk skreg af grin.

Senere afbrød han mig igen. 'Det står der heller ikke', råbte han. Så rejste han sig op, vendte sig om mod publikum og modtog folkets hyldest.

Vi havde aftalt, Dirch og jeg - vi hav - de så travlt altid, men vi sagde: ‘Når vi nu bliver gamle. Så skal vi have en lille whisky sammen af og til.’ Men det nåede vi ikke. Han døde alt for tidligt. Det var vanvittigt. Han var en dejlig dreng. Mærkeligt nok meget sky og bly privat, men meget sød.”

Han nævner Karl Stegger, Preben Kaas og flere andre, der er gået bort alt for tidligt. Men han ses stadig med venner som Axel Strøbye, Ebbe Rode og Bodil Kjer.

Komisk kommis
“Hvis ikke jeg var blevet skuespiller, havde jeg nok fortsat som brugsuddeler. Jeg var ganske ung, da jeg blev førstekommis, og det var faktisk meget spændende”, siger Poul Bundgaard, der langede varer over disken i Valby og på Amager, inden han sprang til scenen.

“Fra min far har jeg alvoren og det sindige. Han var jyde fra Vejstrup ved Kolding. Når han grinte, var det morsomt. Fra min mor har jeg latteren. At jeg er blevet så mærkelig som jeg er, der er ikke noget at sige til, når man tænker på at mine forældre mødte hinanden i en luftgynge i Næstved!”

Siger Poul Bundgaard, der de først 10 år voksede op i et trygt og velhavende barndomshjem i Hellerup. Familien var nærmest nabo til Palladium-film, og derfor kom Poul Bundgaard med som statist i en Fy og Bi-film, før han var fyldt et år.

Men han lærte ikke kun at begå sig blandt de mere velhavende i Hellerup. Da han var 10 fik faderen en direktørstilling på et stort mejeri, og familien flyttede til Vesterbro. Da den velklædte og velkæmmede unge Poul trådte ind i en baggård var der straks en lille københavnerrod, der udbrød: “Se bare. En skid i et par lærredsbukser!”

Nerver og sceneskræk
Poul Bundgaard har aldrig fortrudt, at han lagde en stor fremtid bag sig som brugsuddeler. Hans valg af faget som sanger og skuespiller førte ham i 1950’erne til Rom, hvor han studerede sang.

“Jeg boede i Rom i to år. Det var pragtfuldt. Jeg taler sproget, og vi har stadig venner dernede”, siger Poul Bundgaard.

På Det Kongelige Teater fik han flere store roller, ikke mindst i Farinelli. Men sceneskrækken fik overtaget, og det endte med at blive filmen, der for alvor blev hans medie. Hvis nogen har kæmpet med nerver og sceneskræk, er det Poul Bundgaard.

“En aften jeg stod på scenen, kunne jeg pludselig ikke huske teksten. Jeg gik helt ned på det. Ganske forfærdeligt var det”, siger Poul Bundgaard, der efter at have forladt scenen til gengæld kan bryste sig af at have medvirket i over 100 danske film.

Billedbeskrivelser: