Fanklubarbejde
Fanklubbens logo
Olsenbandenfancub Deutschland


Start Presse Aalborg Stiftstidende, 1996-11-02 (Erik Balling)
Dansk Deutsch


::Aalborg Stiftstidende, 1996-11-02 (Erik Balling)::
[tilbage til filmhold: Erik Balling]


(Med venlig tilladelse fra Nordjyske Medier.)
Balling og isbjørnen

Nordisk Film fejrer 90 års fødselsdag på onsdag. Den tidligere direktør, Erik Balling, har været med i 50 af årene og konstaterer, at isbjørnen på globussen intet har sat til af sin åndsfriskhed.

Af John Lautrup

København: Mens de unge mennesker omkring ham guffer kantinens grovboller og sunde salat, sidder Erik Balling ved sit stambord med et fad godt gammeldags smørrebrød. Fra sit hjørnebord kan den gamle mester overskue kantinemylderet, der ligner hovedbanegården ved fyraftenstid. Kantinen i Nordisk Film bærer ikke uden grund navnet Café Kaos.

Her har den snart 72-årige Erik Balling fortæret sine frokoster i alle de 50 år, han har været en del af den røde træbarakidyl ude i Valby. Han kom til Nordisk Film i 1946, og dengang som nu nyder han kaoset i kantinen.

Uden den ville filmselskabet næppe have kunnet fejre sin 90 års fødselsdag på onsdag. “En kantine er en genial ting. Her kan man snakke uformelt om tingene og måske løse nogle problemer. Jeg forstå ikke, hvordan nogle bærer sig ad med at lave film uden at have en kantine”, siger Erik Balling og tager en bid af sin sildemad.

Han fortæller, at Café Kaos har ry for at være ét af byens bedste værtshuse, og at skuespillere i gamle dage valfartede herud, selv om de ikke havde job på Nordisk Film.

Gamle dage...
Man skal ikke gå til Erik Balling, hvis man ønsker længselsfulde beretninger om fortidens glans og skovlfulde forbandelser mod nutiden. Tidens tand har ikke tæret på den særlige ånd, som den unge og filmbegejstrede dyrlægestuderende mødte i 1946, da han tog et vikariat som instruktørassistent på Nordisk Film.

Livsvigtige film
“Jeg ser stadigvæk travle folk løbe over pladsen udenfor. Folk som er lidenskabeligt optaget af deres arbejde. Man kan ikke lave film, hvis det ikke er livsvigtige for én. Og den fornemmelse finder jeg stadigvæk hos de ansatte herude”, siger Erik Balling.

“De unge er præget af denne holdning, samtidig med at de ikke tager sig selv så satans højtideligt. Jeg kan godt li’ folk med lune, og det har mange af de unge heldigvis. Man skal tage sit arbejde alvorligt, men man behøver ikke tage det højtideligt”, tilføjer han.

Selv om Nordisk Film er en alderstegen dame, så er Erik Balling sikkert på, at hun har mange og kraftfulde år foran sig.

“Nu har selskabet holdt i 90 år, så skulle det være mærkeligt, om det ikke også kunne fejre både sin 100 og 110 års fødselsdag. Det er stadig et skægt og kreativt miljø, hvor tingene slår gnister… Ikke mindst fordi vi har en god kantine. Det skal man ikke underkende. Hvis vi to havde siddet og snakket hen over et skrivebord, var det jo blevet noget helt andet, ikke?”, konstaterer den pensionerede filmmand med et smil og stanger sig et stykke med steg og rødkål fra smørrebrødsfadet.

Ganske vist er Erik Balling pensioneret fra de daglige pligter og ansvaret på Nordisk Film, men han har stadigvæk sit eget kontor og kommer der næsten dagligt.

“Som min kone siger: Det er mit andet hjem.”

Balling og Bahs
Erik Balling nøjes ikke med at sætte sig ved stambordet og følge livets gang i barakbyen. Han og legekammeraten, Henning Bahs, skriver på nye filmmanuskripter, som måske - måske ikke - bliver til noget i løbet af et års tid.

Balling og Bahs var et uadskilleligt makkerpar på de 13 Olsen-Banden-film, og senest har de skrevet manuskriptet til danmarkshistoriens dyreste tv-serie “Bryggeren” om Carlsbergs grundlægger, J. C. Jacobsen.

“Vi sidder og arbejder med et katalog af gamle ideer, som hen ad vejen aldrig blev til noget. Nu tager vi dem op igen og undersøger, om de kan bruges i dag. Der er så og så mange ideer her i verden, og de ligner hinanden allesammen. Alt er et spørgsmål om, hvornår og under hvilke omstændigheder de kan realiseres”, forklarer Erik Balling, der ikke ønsker at “gå på scenen” som instruktør igen.

Han holder sig til skrivemaskinen. Og komediegenren. Han vil ikke rigtig ud med, hvad han og Bahs brygger på, men siger dog, at det hører hjemme i sitcom-genren, hvilket på almindelig dansk betyder situationskomik. “Historien kan bruges til både film og tv. Det kommer an på, hvordan man deler det op. En historie er en historie”, siger Erik Balling, der ikke har ondt af tv-kanalernes ofte udskældte jagt på seertal.

“Kvaliteten af tv-underholdningen er da blevet dårligere. Men det er næsten uundgåeligt, eftersom der er blevet flere og flere kanaler at sende på. Så skal udbuddet jo blive tyndere. Det er op til modtagerne at vælge fra, og jeg har ikke noget imod, at så meget hænger på seertallene. Hvis man laver noget genialt, som ingen gider se, kan det jo være ligemeget.

En skeptisk far
Som præstesøn og dyrlægestuderende var livet lagt tilrette på en forudsigelig hylde for Erik Balling i begyndelsen af 40’erne. Mund- og klovsyge var dog ikke lige det emne, der optog ham mest på studerekammeret. Hans bedste ven var skuespilleren Bjørn Watt-Boolsen, og de brugte hellere tiden på at snakke film og teater. Balling skrev stakkevis af teaterstykker, som vennen uden held forsøgte at afsætte på teatrene. Men Ballings iver var blevet bemærket i miljøet, og i 1946 spurgte Nordisk Film, om et vikarjob som instruktørassistent var noget for ham.

“Det var det, og så blev jeg hængende”, siger Erik Balling og fortæller, at hans far ikke var meget for karriereskiftet.

“Jeg brugte jo et studielån, som far havde kautioneret for, til at leve for. I begyndelsen fik jeg nemlig ingen løn herude. Men da det begyndte at gå godt for mig, var der ingen problemer med far mere. Den skepsis er der vel altid, når børnene gør noget andet, end forældrene havde forestillet sig. Jeg ser det bare som udtryk for et godt familieliv, hvor man ikke er ligeglade med hinanden.”

Erik Ballings egen familieliv omfatter hustruen Christa, som han kan fejre guldbryllup med om tre år, og et kuld børnebørn, som er de mest velkomne gæster i hjemmet på Garderhøjvej i Gentofte. Når de er på besøg, finder bedstefar på opfordring videokassetterne med Olsen-Banden, Matador og Huset på Christianshavn frem.

Disse tre højdepunkter i hans karriere elsker ungerne at gense igen og igen.

Teatergænger
Selv er han holdt op med at følge særlig meget med i, hvad der sker på filmfronten. Han foretrækker at gå i teatret.

“På teatrene ser man alt det, som bliver til film i morgen. Man ser, hvor langt instruktørerne og skuespillerne er kommet, og jeg må sige, at skuespillerne holder en flot standard”, fastslår manden, der var kendt som en kærlig brumbasse overfor skuespillerne.

Olsen-Banden-filmene levede højt på de gakkede special effects, som han og Henning Bahs udtænkte. Ofte var det Storm P-agtige mekaniske påfund, som ville få en moderne Hollywood-instruktør til at skraldgrine. Men Erik Balling misunder ikke sine yngre kolleger, der i dag kan lave livagtige dinosaurusser og troværdige invasioner fra Mars på computerskærmen.

“Film kan også drukne i mulighedernes mangfoldighed. Jeg har ikke savnet computerne. Jeg tror ikke, at jobbet som filminstruktør nødvendigvis er blevet sjovere med dem”, siger han.

Næh, Erik Balling savner ikke noget. Han ville godt have lavet en film om Struensee og Caroline Mathilde, men ellers har han ikke noget tilgode.

“Jeg har haft 50 gode år i Nordisk Film. Det har været mit liv, og jeg kunne ikke have ønsket mig noget andet. Jeg har brugt mit liv til det, jeg havde mest lyst til. Det kan man vist ikke beklage sig over”, siger han med ét af sine karakteristiske små smil, som aldrig lukker helt op for blænden.

En arbejdsplads
Det samme stilfærdige smil, som lyser op i hans ansigt, når han fortæller om sine lykkeligste år i Valby. Dengang han lavede Olsen-Banden om sommeren og Matador om vinteren. Dengang han stod op kl. 5 og mødte på arbejde en time før alle andre. Dengang han nød denne morgentime for sig selv, mens han gik rundt på “settet” med en kop kaffe og en basse i hånden og tjekkede, at alt var i orden, inden resten af holdet troppede op.

“En efter en kom folkene. Der blev tændt lys på scenen, og det hele blev vakt til live. Det er en unik atmosfære, som vistnok kun findes på et filmstudie. Jeg mindes det som en pragtfuld og intens tid”, fortæller Erik Balling.

Han var kendt for sin minutiøse forberedelse og ringe tålmodighed med slendrian. Så selv om hans perfektionisme i dag lyder som poesi, så bød hverdagen på hårdt arbejde. Både for ham selv og de mennesker, han beskæftigede. “Selvfølgelig! Nordisk Film er ikke en legeplads. Det er en arbejdsplads”, brummer Balling velfornøjet.

Arbejdsdisciplinen ser ikke ud til at have lidt skade af hans pensionering. Café Kaos summer af unge medarbejdere, der hurtigt guffer sig gennem frokosten for at arbejde videre med en gesjæft, som både de og Balling anser for livsvigtig. Filmproduktion.

Billedbeskrivelse:

Erik Balling i en af de hyggelige afkroge på Nordisk Films terræn i Valby. Han kommer her stadig dagligt, selv om han er pensioneret. Foto: Annelise Fibæk





Wir freuen uns über eure Kommentare. Eine Registrierung ist nicht notwendig (nur Namen, E-Mail-Adresse angeben und "Ich möchte lieber als Gast schreiben" anhaken). Ihr könnt euch auch mit Disqus, Facebook, Twitter oder Google einloggen.


Copyright © 2001-2021 by Paul Wenzel / www.olsenbande.com / Impressum / 2019-03-13