Fanklubarbejde
Fanklubbens logo
Olsenbandenfancub Deutschland


Start Presse Aalborg Stiftstidende, 1998-01-04 (Axel Strøbye)
Dansk Deutsch


::Aalborg Stiftstidende, 1998-01-04 (Axel Strøbye)::
[tilbage til skuespiller: Axel Strøbye]


(Med venlig tilladelse fra Nordjyske Medier.)
Jeg ville altid være den bedste

Dansk teater er uinteressant, siger Axel Strøbye, der har trukket sig tilbage i frivilligt eksil

Af Tommy Kaas

Axel Strøbye giver fotografen ren besked. Han har bare værsgo at holde afstand og lade være med at zoome ind. Her skal ikke tages nærbilleder, hvor man bagefter kan - »se hvert et hulrum«.

Truslen om at få den personlige grænse overtrådt er til gengæld også det eneste, der kan få temperamentet til at titte frem. Og i grunden undrer det lidt. For hvor er hidsigproppen, den koleriske, iltre og undertiden noget forvirrede figur, som Axel Strøbye så ofte har skabt, og som man synes, man kender så godt fra en lang række film - ikke mindst »Matador«, »Olsen Banden« og »Min Søsters Børn«.

Han er i hvert fald ikke her i den brune fløjlssofa i den palæagtige villa for enden af en stille vej i Charlottenlund. Her har Axel Strøbye trukket sig tilbage i frivilligt eksil, mens han venter på, om virketrangen igen indfinder sig.

- Jeg har prøvet det meste, så efterhånden skal der meget til for at stimulere interessen, konstaterer skuespilleren, der fylder 70 i februar.

I mellemtiden i det tiltagende eftermiddagsmørke læner Axel Srtrøbye sig afslappet tilbage i sofaen, mens han ser bagud 47 år er det siden, han snød sin far ved i al hemmelighed at blive optaget på elevskolen ved Det Kgl. Teater. Et teater, han senere skulle få et temmelig anstrengt forhold til, men som dengang var noget helt andet end i dag.

- Det var hele nationens teater, en glorificeret institution med de største, fineste og bedste skuespillere i hele landet - bl.a. Poul Reumert, Bodil Ibsen og Bodil Kjer. Der var ikke sådan et gennemtræk af alle mulige skuespillere, som der er i dag.

Men som ung skuespillerelev var Axel Strøbye for intet at regne:
- Det var et drømmeland for mig. Jeg var frygteligt fascineret af at være tæt på de store ånder, men det var meget strengt, og jeg var på grænsen af et nervesammenbrud i de år. Man fik med det samme at vide, at man var det mindst tænkelige på teatret, man var mindre end den mindste rengøringskone - det absolutte nul. Man skulle snige sig langs væggene, og man bukkede sig og sagde goddag til alt og alle, man mødte på gangene, dagen igennem, døgnet rundt. Selv om man havde mødt hinanden tre gange før, sagde man goddag og bukkede igen.

- I dag virker det jo helt latterligt, men det blev faktisk en varig ballast livet igennem for mig, at der var den disciplin. Som skuespiller må man forvalte sig selv - der er ingen andre til at gøre det - og der har man gavn af en god disciplin. Det fører også til selvrespekt.

På slingrekurs
Siden starten af af 50'erne har Axel Strøbye været vidt omkring i skuespillerfaget. Han har spillet på et utal af landets scener - alene 27 år på Det Kgl. Teater blev det til - omkring 115 film har han været med i, han har instrueret og drevet turnevirksomhed. Men hvad der egentlig har styret karrieren, er svært at sige, erkender han.

- Mit brændende ønske har altid været at blive en god skuespiller, men som skuespiller er man helt afhængig af, at telefonen ringer med tilbud, og man kunne kun sortere, hvis man var efterspurgt. Hvis ikke, og når huslejen skulle betales, så måtte man tage, hvad der faldt for. Så det har været lidt af en slingrekurs gennem tilværelsen.

- Jeg har altid sat mig det mål, at hvilken rolle jeg end sagde ja til, så ønskede jeg at være den bedste. Jeg ville være god selv i den dårligste rolle. Selv om man mange gange tror, at det ikke er noget særligt, så er det om at gøre noget særligt ud af det.

- Fra jeg gik ud af elevskolen, havde jeg otte vanskelige år, hvor jeg levede af at lave masser af reklamefilm, og jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt lavede en reklamefilm for noget vaskepulver. Den gjordte jeg mig sådan en umage med at få noget morsomt ud af, at Stig Lommer tilbød mig engagement på Aveny Teatret.

- Man får altid noget ud af at yde sit ypperste. Det gjaldt ikke mindst i mange af de gamle folkekomedier, som ofte havde Axel Strøbye på rollelisten. I adskillige år var han - foruden sit øvrige arbejde - med i fem-seks spillefilm hvert år.

- Vi vidste jo godt, at manuskripterne ikke var guldkorn, men vi behandlede dem med respekt, og vi sløsede ikke med replikkerne. Vi satsede på at få noget ud af dem. Snart kan Axel Strøbye genses i »Matador«-serien som den geskæftige sagfører Viggo Skjold-Hansen. Meget godt kan siges om Lise Nørgaards ide og Erik Ballings instruktion. Men en vigtig årsag til, at serien har været så slidstærk, er efter Axel Strøbyes mening netop den disciplin, der hvilede over indspilningerne.

- De blev jo lavet fra kl. 6 om morgenen til henad 11-12-tiden. Kvinderne sad derude med krøller og papillotter og gabte hovederne af led, men man kan ikke se på filmen, at serien blev lavet af et søvnigt hold. Alle mødte op og kunne deres ting, og det emmer de film af.

- I dag er disciplin blevet et ondartet ord, det lyder af kæft, trit og retning. Men den disciplin, man pålægger sig selv og skoler sig selv ved, den er brugbar.

Gennemslagskraft
Axel Strøbyes far ville hverken høre tale om, at sønnen blev skuespiller eller kunstmaler så resultatet blev i første omgang en arkitektuddannelse.

I sidste ende kom skuespillet til at fylde mest i hans liv, men hjemmet i Charlottenlund bærer tydeligt præg af Axel Strøbyes kunstinteresse og egen indsats ved staffeliet. Han sammenligner også det kreative arbejde i at bygge en rolle op med arbejdet ved lærredet:
- En maler siger ikke: Nu har jeg tænkt mig at slå Picasso ud med det næste billede. Det kan man ikke bestemme sig til på forhånd. Man begynder nedefra med det blanke lærred. Har man så evner og talent, kan noget udvikle sig.

Ifølge Axel Strøbye er kunsten at skabe en figur, en rolle, stort set forsvundet i dag. Det har for ham gjort dansk teater så uinteressant, at han kun sjældent ser en forestilling.

- Jeg synes ikke, at skuespillerne er så kreative, som de var engang. De går ind som sig selv og lader det slå til. De konverserer noget skuespil under påskud af, at de spiller del, men jeg synes ikke, der er meget spil. En dialog består jo ikke i, at man skiftes til at snakke, men af, at der er et forhold mellem figurerne.

En fordom, Axel Strøbye ofte har mødt, er, at han uanset rollen altid spiller sig selv:
- Jeg har spillet mange roller og mange forskellige roller, og det er ofte sagt: »Nå, det var jo også lige en rolle for dig«. Men som skuespiller er man jo den, man er. Man har kun sig selv at bruge i de forskellige roller. Og selvfølgelig har mit gemyt en sådan gennemslagskraft i de roller, jeg udfører, så man ikke kan undgå at få øje på, at det også er mig. Men den kunstneriske stræben i min tid som skuespiller var i hvert fald, at man midt i det hele evnede at forvandle sig lige den smule, der skulle til, så man ikke var en gentagelse af, hvad man før havde lavet.

- Jeg har spillet mange roller, og jeg tror kun, det er fordi, jeg har været tilstrækkeligt differentieret i dem, at jeg har kunnet leve af det i 47 år.

Lyst til ny Olsen Banden
En enkelt rolle, Axel Strøbye dog har stor lyst til at vende tilbage til, er kriminalassistent Jensen i -»Olsen Banden«-universet. Fra nr. 5 til den foreløbige sidste - nr. 13 - var han fast deltager på holdet, der lavede filmene. Og hvis der som foreslået skal laves endnu en film, bliver det også med Axel Strøbye, forsikrer han.

- Det ville være morsomt, hvis det kunne lade sig gøre. Jeg har læst manuskriptet, som Henning Bahs har stået for, og jeg synes, det er glimrende og meget morsomt, så jeg ville da ønske, det kunne lade sig gøre at lave endnu en version med den samme komik og grinagtighed. Det er en af de få ting, jeg virkelig har lyst til at lave igen. Det var en meget sjov figur at lave, og jeg var meget ærgerrig med den, fordi jeg var glad for at arbejde med Erik Balling.

Axel Strøbye har selv instruereret - bl.a. flere Tivoli-revyer - og værdsætter samarbejdet med en dygtig instruktør.
- En god instruktor kan give en nogle kodeord, så det forløser adgangen til figuren. Og det var det, Balling var så god til. Han er jo en stilfærdig og begavet mand, og det var også karakteristisk for hans produktioner, at der var stille imellem optagelserne. Man talte dæmpet. Der var ikke grinen og bajere og vittigheder. Der var koncentration om at være kreativ. Når jeg selv hat instrueret, har jeg mest set det som min opgave at formidle mm viden om skuespillere og det at spille komedie. Mit ønske har mere været at bære skuespillerne frem end at pådutte dem mit eget. Mange instruktører har det med at voldtage skuespillerne med noget, der i og for sig ikke ligger for, mon som mere er noget, der skal kaste glans over dem selv.

Kunstnerisk nirvana
Axel Strøbye har inden for skuespilkunsten prøvet det meste - sågar musicalgenren - og har ingen uopfyldte behov.
- Jeg har aldrig haft ønskeroller - og de få, jeg har haft, har jeg i hvert fald aldrig fået - og det er måske godt det samme. Jeg har aldrig sørget over roller, jeg ikke fik. Jeg visker tavlen ren, når jeg er færdig med noget.

Enkelte mindeværdige øjeblikke lyser dog op:
- Jeg spillede engang Et dukkehjem på Folketeatret, og det var en temmelig vanskelig rolle. Da jeg havde spillet don omkring 100 gange, kunne jeg mærke, at så begyndte noget nyt, helt overordnet, hvor - og det er meget vanskeligt at forklare - man kunne mærke, at man både var den kreative selv og selv bleven del af det skabte. Så får man sådan en eller anden euforisk fornemmelse af, at det virkelig er lykkedes.

- Der findes virkelig en slags kunstnerisk nirvana, mon det hører til de sjældne oplevelser. Det viser sig måske kun hvert 10. år, til gengæld holder man gerne ud ti år til for at opnå det igen.

Opmaærksomme tv-seere har måske bemærket Axel Strøbye i julekalenderen »Den hemmelige tunnel«, hvor han lagde telefonstemme til en barsk chef. Men ellers må Strøbyes fans nok indstille sig på at søge til de eksisterende film, hvis de vil gense ham. For nye opgaver ligger ikke lige for:

- Jeg holder sabbatår, og det gør jeg også næste år. Hvis der kommer nogle få ting, som interesserer mig, så laver jeg dem. Men interesserer tilbuddene mig ikke, så siger jeg nej. Og i øjeblikket kan jeg ikke se noget interessant.

Helt mistet lysten til at spille, har Axel Strøbye dog ikke, understreger han.
- Det er ligesom, når man spiller kort. Det kommer an på, hvilken farve man bliver inviteret i.

Billedbeskrivelse:

Kleines Bild, links unten:
Axel Strøbye er færdig med Det Kongelige Teater: - Jeg føler mig ikke i overensstemmelse med det længere. Det, jeg forstod ved Det Kongelige Teater, er en stolt skude, der ligger på havsens bund. Til foråret får Axel Strøbyes hund »Sidse« sin tv-debut, når DR sender Poul Thomsens tv-quiz »Hund og hund imellem«.

Billede 1 (i filmstriben, øverst):
Cand.psyk Erik Lund i »Min Søsters Børn«

Billede 2:
Fidusmageren Charles Gyldenkål i »Familien Gyldenkål«.

Billede 3:
Kriminalassistent Jensen i »Olsen Bandens flugt over plankeværket«.

Billede 4 (nederst):
Sagfører Viggo Skjold-Hansen i »Matador«.





Wir freuen uns über eure Kommentare. Eine Registrierung ist nicht notwendig (nur Namen, E-Mail-Adresse angeben und "Ich möchte lieber als Gast schreiben" anhaken). Ihr könnt euch auch mit Disqus, Facebook, Twitter oder Google einloggen.


Copyright © 2001-2022 by Paul Wenzel / www.olsenbande.com / Impressum / 2022-08-17